Lærere kan noget, ingen andre kan og heller ikke forstår. Det mener Mads Olrik, Zetland-journalist og forfatter til bogen Jeg er kommet for at ryste jer. I dette tema zoomer vi ind på LÆRERENS AUTORITET.
For hvad kræver det at udføre lærergerningen i dag? Vi har spurgt Mads Olrik, konsulent Marieke Brinck samt de to friskolelærere Jeppe Arlund fra Osted Friskole og Malene Sloth fra Middelfart Friskole.
KRIGE, KRISER OG KONFLIKTER - hvordan taler vi med børn om det?
Det er en svær øvelse, men det kan lade sig gøre at tale med børn om tidens krige. Sådan lyder det fra fredsforsker Isabel Bramsen og børnepsykolog fra Børns Vilkår Julie Bek. Vi skal øve os på at tale om fred - og ikke kun krig. Læs “Krige, kriser og konflikter - hvordan taler vi med børn om det?”
MELLEMLEDELSE: VICESKOLELEDEREN - DEN SVÆRE TOER
En friskole kan vælge at udvide lederteamet med en viceleder. Men hvad indebærer den rolle egentlig, og hvilke udfordringer og muligheder ligger der i rollen som ‘vicer’, SFO- eller dagtilbudsleder på friskolerne?
Kort før jul udgav vi en podcast i to afsnit om emnet. Den kan du læse mere om her, ligesom du kan møde lederteamet på Friskolen i Hinnerup, som konkret har arbejdet med at skriftliggøre deres ledelsesmæssige ansvarsområder. Læs “Viceskolelederen - den svære toer”
ELEVKLUMMER
Hvad fylder hos vores elever? I denne runde elevklummer har eleverne selv valgt, hvad de gerne vil skrive om. Det er der kommet et væld af meget forskellige elevklummer ud af. Du kan læse fem af dem i magasinet denne gang. Fælles for dem er, at det er betragtninger fra den enkelte friskoleelevs liv, som det ser ud lige nu. Emnerne spænder vidt og inkluderer denne gang hjemve, hjemløse, frygten for fejl, voksne, nyheder og glæde.
FRISKOLENETVÆRK
I Vendsyssel har en række friskoler etableret et netværk, hvor både elever og personale lærer hinanden at kende. Det skal føre til faglig sparring, inspiration fra hinanden - og en følelse af at være en del af et friskolefællesskab. Find “Fra konkurrenter til kolleger - 9 små friskoler finder sammen"
HVORDAN BRUGER DIN FRISKOLE FRIHEDEN?
I artikelserien “Vi bruger friheden til…” er emnet denne gang frivillighed blandt eleverne. På Tømmerup Friskole har de nemlig sat frivillighed på skoleskemaet, og det har skabt nye erkendelser for både lærere og elever. For hvordan lærer man andre at blive frivillige - helt frivilligt? For lærerne har det været vigtigt at give slip og lade eleverne gå forrest.
INDLÆG FRA FORMANDEN
FRISKOLERNE arbejder bredt med at påvirke de politiske, økonomiske og juridiske rammevilkår, så medlemsskolernes rettigheder og muligheder for at oprette og drive friskole fortsat styrkes, fremmes og beskyttes. Vi har spurgt formand for FRISKOLERNE, Peter Bendix Pedersen, hvad foreningen har politisk opmærksomhed på dette forår. Læs “Helt tæt på friskolen - vi arbejder for frihed”
OG MEGET MERE …
Ovenstående er bare noget af det, der har fundet vej til Magasinet Friskolen nr. 45. Hvis du ikke sidder med en fysisk udgave af magasinet, så husk at du kan læse og dele alle historier gratis på online.magasinetfriskolen.dk og i vores app.
God læselyst!
HUSK AT DOWNLOADE MAGASINETS APP!
iPhone/iPad
Android – Smartphone/tablet
Computeren
